Koncernchef Erik Gunset Sønsterud, Elkjøp Nordic, bliver nyt medlem af bestyrelsen for Coop Danmark A/S.

Han afløser Susanne Koch Mørch, der stopper, efter at hun netop er tiltrådt jobbet som adm. direktør for Tivoli A/S.

Erik Gunset Sønsterud, 52 år, er norsk, uddannet statsautoriseret revisor, og er adm. direktør for Elkjøp Nordic, der er Nordens største forhandler af forbrugerelektronik med butikker i hele Norden, 10.000 medarbejdere og en omsætning omkring 40 milliarder kr. I Danmark driver de Elgiganten.

”Med Erik i bestyrelsen får vi en person med topleder-erfaring fra en succesfuld international detailhandelsorganisation og med stærk finansiel indsigt. Derfor er jeg glad for at han har påtaget sig opgaven at indgå i vores bestyrelse,” siger bestyrelsesformand Lasse Bolander.

Tidligere har Erik Gunset Sønsterud været partner i PwC og finansdirektør i Nordens største bilkoncern, MøllerGruppen. Siden 2017 har han været i Elkjøp Nordic.

”Jeg vil benytte lejligheden til at takke Susanne Mørch Koch for en flot indsats gennem de seneste godt fire år i vores bestyrelse,” siger Lasse Bolander.