Dorte Tandrup bliver ny direktør for Kunder, Kommunikation og Marketing i Coop

Coop ændrer sin organisering af marketing.

Flere ressourcer flytter fra den centrale marketingfunktion ud i kæderne. Det sker som led i strategien om at komme tættere på kunderne og blive Danmarks mest kundeorienterede virksomhed.

For at sikre en rød tråd i den samlede kommunikation, samles afdelingerne Kundeindsigt og Kommunikation med de centrale marketing-teams.

Til stillingen som direktør for Kunder, Kommunikation & Marketing tiltræder Dorte Tandrup, 45 år, pr. 1. november. Hun kommer fra jobbet som salgs- og marketingdirektør i online-virksomheden Boozt.com. Tidligere har hun haft ledende stillinger hos bl.a. Telmore, TDC og Nordic Entertainment Group. I maj i år blev hun tildelt DJØFs lederpris. 

"Jeg glæder mig til at blive en del af danskernes største dagligvarehandel. Coop har med en række af Danmarks stærkeste brands og en unik lokal tilstedeværelse en helt særlig position," siger Dorte Tandrup.

”Med Dorte i spidsen for Kundeindsigt, Kommunikation og Markedsføring vil vi løfte den kundeorienterede kommunikation på alle platforme og sikre den nødvendige koordinering,” siger adm. direktør Kræn Østergård Nielsen, Coop.

Marketingcheferne i kæderne er som hidtil: Rikke Bangild, Kvickly, SuperBrugsen og Dagli´Brugsen, Trine Storm, Fakta og Coop365, Lise Hørdam, Irma, og Peter Boris Kreilgaard, Coop.dk.

Marketingdirektør Pia Niemann har valgt at stoppe for at tiltræde en stilling udenfor Coop.  Pia stopper 31.8. I perioden 1. september - 31. oktober vil senior marketingchef, Anne Faber-Faldborg, fungere som konstitueret marketingdirektør for Central Marketing.