Jo flere mål for bæredygtighed Coop når de kommende tre år, jo billigere bliver koncernens banklån.

Coop har netop indgået en såkaldt ESG-linked Senior Kredit Aftale med et konsortium af banker, anført af Nordea og med SEB, DNB og Nykredit Bank.

Som en af de første virksomheder i Danmark er Coop blevet godkendt til et ESG-omfattet lån. (ESG: Environment, Social og Governance, der står for ansvarlig forretningsdrift).

ESG-elementet af aftalen omfatter en milliard kr. af kreditfaciliteten.

”Det er en historisk milepæl for Coop. På baggrund af vores mangeårige arbejde med bæredygtighed og vores ambitiøse planer for området, kan vi nu høste en direkte finansiel gevinst ved at optage grønne lån,” siger adm. direktør Kræn Østergård Nielsen, Coop.

Coops evne til at opfylde de fastsatte mål i låneaftalen - som omfatter klima og ansvarlig leverandørstyring - vil medføre en justering af kredit marginalen på faciliteten. Dette vil kunne medføre en besparelse i årlige finansieringsomkostninger.

På klima-området har Coop forpligtet sig til at reducere CO2 udledningen fra Coops driftsaktiviteter med 75 procent i 2025 sammenlignet med 2018 samt at blive godkendt under Science Based Targets.

For Coops program for ansvarlig leverandørstyring betyder aftalen, at der er mål for at udvide programmet, så flere leverandører understøttes i en positiv udvikling for at fremme ordentlige arbejdsforhold og menneskerettigheder.

”Vi skal skabe konkrete målbare forbedringer for klimaet og for arbejdsforholdene for medarbejderne hos vores leverandører. Dermed er det at drive en ansvarlig virksomhed ikke længere kun vigtig for kunderne og for samfundet, men også for vores finansieringsmuligheder og har direkte betydning for bundlinien,” siger ansvarlighedsdirektør Signe D. Frese, Coop.

Hos bankerne forventer man, at kreditaftaler bundet op på bæredygtighed bliver langt mere udbredte de kommende år.

”I Nordea er vores ambition at hjælpe vores kunder med at nå deres bæredygtighedsmål. Netop ved at koble prisen på et lån sammen med, hvor langt man er med at nå sin ESG-målsætning skaber man en effektiv og sund incitamentsstruktur. Det er låntyper, vi kommer til at se langt mere til i den kommende tid,” siger Peder Bach, bankdirektør med ansvar for storkunder i Nordea Danmark, som har ageret Sustainability Coordinator.

Yderligere information: CSR-direktør Signe D, Frese, Coop, 30 91 9246

 

Coops klimastrategi: Klima er en hjertesag i Coop