De to første dage i juni mødes de største aktører inden for bæredygtige investeringer til Green Gold i København for at sætte fokus på, hvordan vi kan demokratisere den grønne omstilling via investeringer.

Målet med arrangementet er at inspirere virksomheder og forbrugere til, hvordan de gennem investerings-modeller som fx crowdfunding kan være med til at skubbe til den grønne omstilling.

Hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling, kræver det, at vi gør det i fællesskab. Det er udgangspunktet for Green Gold, der afholdes d. 1. og 2. juni i København. Coop Crowdfunding og den internationale platform, Sustainary, står bag eventet, der med foredrag, debatter og live crowdfunding skal synliggøre muligheder med grøn investering – både for forbrugere og virksomheder.

En af de grønne investeringsmodeller, der i dag oplever stor succes på tværs af Europa, er crowdfunding, hvor virksomheder henter penge fra forbrugerne til at realisere grønne tiltag. Herhjemme er Coop Crowdfunding blandt de største, der på den måde forbinder forbruger og virksomhed – og netop det link er vigtigt for den grønne omstilling, mener Nicolai Jæpelt, chef for Coop Crowdfunding.

”Vi ved, at der er mange i befolkningen, der vil den grønne omstilling. En måde at gå til det er aktivt at omlægge sine vaner og sin hverdag, en anden måde er at investere rigtigt. Med crowdfunding kan man investere i bæredygtige virksomheder og samtidig tjene penge i stedet for at betale negative renter i banken,” siger Nicolai Jæpelt.

Behov for grønne investeringer

Tanken med det to dages arrangement, Green Gold, er at skabe en platform for aktører inden for bæredygtig investering og vise en klar grøn investeringsvej fra start til slut, som alle relevante aktører kan følge i deres bæredygtige bestræbelser. For der er brug for grønne investeringer, mener Human Shojaee, der er direktør hos Sustainary.

”Hvis vi vil fastholde vores position som det land, der er helt i front når det handler om at udvikle nye bæredygtige løsninger, skal vi fokusere på grønne investeringer. Investeringer er nødvendige for at gode idéer bliver til reelle løsninger, og vi kan skubbe meget mere til den grønne investering, hvis vi alle bliver lidt dygtigere til at investere i de gode koncepter,” siger han og fortsætter:

”Samtidig er der behov for at skabe et overblik over de muligheder, der er indenfor grøn investering på tværs af Danmark og Europa, og det håber vi, at Green Gold kan være med til”.

Folkemøde-stemning

Green Gold afholdes i den gamle sporvognsremise på Enghavevej i København, Volume, og her vil emme af debatter og dialoger om alt fra crowdfunding og andre investeringsplatforme til EU's store puljer indenfor bæredygtige investeringer. Samtidig vil der være dedikerede matchmaking-områder, hvor virksomheder kan vende idéer med relevante investorer.

”Tanken er, at vi vil skabe en jordnær atmosfære med scener, hvor man kan tage del i dialogen. Alle er velkomne – både virksomheder, der vil omstille sig og leder efter kapital, men også alle andre, der vil vide, hvordan de får fat i green gold – altså, hvordan de kan skubbe til den grønne omstilling og samtidig tjene penge på bæredygtighed,” siger Human Shojaee.

Om eventen
Green Gold bliver afholdt i samarbejde med Green Impact Week, som er en hel uge dedikeret til bæredygtighed og grønne omstilling i hele EU.

Foruden Coop Crowdfunding er følgende partnere på Green Gold arrangementet: Digital Hub Denmark, Beter Energy, Europaparlamentet, DISIE, Creative Business Network og Vækstfonden.

Deltagerne til Green Gold vil spænde over alt fra CEO’s fra store virksomheder til mindre iværksættere med grønne drømme samt eksperter og specialister inden for bl.a. urban tech.

Program og billetter
Green Gold er offentligt for alle, og der kan bestilles billetter på: https://greenimpactweek.com/registration/

Det foregår i Volume – Enghavevej 80 – 2450 København.


Kontakter

Nicolai Jæpelt, chef for Coop Crowdfunding, Tlf. 2913 7665