Som den første danske detailhandelsvirksomhed har Coop fået gennemgået koncernens klimaregnskab og evalueret klimaindsatsen af den internationale nonprofit-organisation CDP, der vurderer virksomheders klima-indsats.

CDP's vurdering placerer Coop i topfeltet af internationale virksomheder, der arbejder for at indfri Paris-aftalens målsætninger.

Coop får bedømmelsen "B" af CDP, hvilket er bedre end 91% af alle årets førstegangsrespondenter og placerer Coop i den bedste tredjedel af alle bedømte virksomheder i verden. Dermed placerer Coop sig direkte i topfeltet af virksomheder, der arbejder seriøst for at indfri målene i Paris-aftalen.

I begrundelsen fra CDP lyder det: "Coop Danmark demonstrerede en solid førstegangsrapportering til CDP. Deres B-score viser, at klimaforandringerne er integreret i deres forretningsstrategi, og at processer for at styre klimarelateret risici og muligheder er implementeret og flugter med overgangen til en lav-emissions økonomi", Andreas Svennefjord, Senior Account Manager, CDP.

"Vi lancerede for godt et år siden det, vi selv mener er verdens måske mest ambitiøse klimaplan, hvor vi blandt andet vil være klimapositive i 2030 i vores drift. Vi har fortsat langt at gå, men så meget desto mere opmuntrende er det, at få denne flotte anerkendelse fra en uafhængig 3. part, der viser at vores indsatser er troværdige og kan måle sig med de mest ambitiøse i verden", siger ansvarligheds-direktør i Coop, Signe D. Frese.

Også danskerne bakker op, om at der skal handles for klimaet. 77 pct. af danskerne mener, at klimaet fortsat skal prioriteres meget højt, trods Corona-krisen, viser analyse fra Coop Analyse fra april 2019.

​"Masser af klimainitiativer er allerede rullet ud mod leverandører og kunderne. 2020 har blandt andet budt på; lancering af den første Coop Folkeskov ved Holstebro, kunderne kan følge klimabelastningen fra deres fødevareindkøb i Coops App, varetransport fra Spanien med tog fremfor lastbil, solceller og varmepumper installeret i en række butikker, plastikposer lavet af vores eget affald såvel som klimacrowdfunding af en stribe grønne danske iværksættere", siger klimachef i Coop, Peter Svendsen.

Trædestenene lægges for at indfri Coops ambitiøse målsætninger. Konkret betyder det blandt andet, at Coop i 2021 øger sit fokus på at sikre den grønne omstilling i leverandørkæden samt arbejder for godkendelsen af klimamålsætningerne under Science Based Target Initiative – også kaldet virksomhedernes Paris-aftale.

Coops klimaindsats er en del af Coops bæredygtighedsstrategi "Tid til at handle".

Læs mere om Coops bæredygtighedsstrategi her: https://tidtilathandle.coop.dk/


Yderligere information:

Klimachef i Coop Peter Svendsen, 5159 3298

Om CDP og SBTI:
CDP er en international nonprofit organisation, som hvert år gennemgår tilmeldte virksomheders klimaarbejde og uddeler en score. Scoren medregner hele virksomhedens arbejde med klima og fokuserer både på CO2 udledninger, governance og risikovurdering. I 2020 rapporterede over 9.500 virksomheder til CDP. CDP vurderer virksomheders klimaindsats på en score fra A til D-.

Science Based Target Initiative (SBTi) er et internationalt samarbejde, der verificerer, hvorvidt virksomheders klimamålsætninger stemmer overens med Paris-aftalen. Målsætningerne skal derfor følge en videnskabelig anerkendt reduktionssti, der sikrer at den globale temperatur ikke overstiger 2 grader. Over 500 virksomheder har allerede fået godkendt deres målsætninger, og yderligere cirka 600 virksomheder har forpligtet sig til at få anerkendt deres mål under SBTi. Coop forventer at få godkendt sine målsætninger i 2021.