Efter 6 år i direktionen og knap 10 år i Coop fratræder Koncerndirektør Jens Visholm sin stilling senest med udgangen af juni i år.

”Over en lang årrække har Jens bidraget væsentligt til den kontinuerlige transformation af Coop, som er sket over de seneste tre strategiperioder. Senest bevis på dette er naturligvis vores resultater i 2020, som viser, at Coop står med et stærkt fundament for fremtiden,” siger bestyrelsesformand Lasse Bolander.

Jens Visholm har i de fleste år været ansvarlig for den kommercielle indsats i kategori- og indkøbsfunktionerne, men har i sine 6 år i direktionen også haft ansvaret for bl.a. Logistik, Marketing, CSR, og har siden nytår stået i spidsen for direktionsområdet Kunder & Kommunikation.

”Siden min tiltrædelse som adm. direktør efteråret 2020 har vi løbende drøftet Jens’ fremtid i Coop, og desværre har vi ikke kunnet finde en gensidigt tilfredsstillende permanent rolle til Jens i den nye organisation, hvorfor vi nu er blevet enige om at skilles.

Men jeg er taknemmelig for, at Jens i den seneste periode har være en del af forandringsarbejdet og sammen med de nye kolleger i direktionen også har været med til at skabe rammerne for den kommende 2025-strategi, ” siger adm. direktør Kræn Østergård Nielsen.

Jens Visholm var arkitekten bag Coops madmanifest og mange nye partnerskaber med leverandører på fødevaresiden. Senere har han bl.a. været med i udviklingen af lavpriskæden Coop365 samt etablering af bagerkæden BrødCooperativet.

Jens Visholm er 51 år og kom i 2012 til Coop fra Dagrofa. Før det har han haft ledende jobs i bl.a. Statoil og Fona og indenfor bureauverdenen.

”Jeg har haft tæt på 10 fantastiske år i Coop, hvor jeg har nydt at samarbejde med ekstremt kompetente kolleger og partnere. Jeg har også haft det privilegie, at jeg som en del af direktionen har arbejdet tæt på koncernens mange spændende og forskellige forretningsområder. Disse mange erfaringer ser jeg nu frem til at sætte i spil i nye sammenhænge”, siger Jens Visholm, der forventer at fortsætte sin karriere indenfor retail-verdenen på både bestyrelses- og ledelsesniveau.

Det bliver dog ikke helt farvel til Coop, da Jens Visholm har takket ja til et tilbud om at forsætte som eksternt bestyrelsesmedlem i flere af Coop-koncernens datterselskaber.