Lørdag den 25. april 2020 blev der for første gang afholdt digitalt landsrådsmøde i Coop og digitalt valg til Coop ambas bestyrelse.

Der var kamp om de tre bestyrelsesposter blandt ni kandidater, og det endte med valg til Christian Busch, Mads Svaneklink og Stine Bosse.

”Vi har for første gang og med stor succes nu gennemført et digitalt møde for alle vores 124 landsrådsmedlemmer, så vi er glade for at kunne fortælle, at medlemsdemokratiet lever i bedste velgående – også i coronatid.”

Det fortæller Coops formand Lasse Bolander ovenpå dagens møde, som blev styret fra hovedkvarteret i Albertslund og med deltagere fra hele landet.

Ni kandidater stillede op til bestyrelsesvalget, hvor tre pladser skulle besættes. Forud for landsrådsmødet blev der afholdt et digitalt valgmøde, hvor kandidaterne kunne præsentere deres kandidatur og besvare spørgsmål fra landsrådet.

"Det er meget positivt, at vi kan tiltrække så alsidige og kompetente kandidater til bestyrelsesvalget i Coop. Jeg glæder mig meget til at byde de nye velkommen i bestyrelsen og komme i gang med det vigtige arbejde sammen med dem,” siger Lasse Bolander.

De tre nyvalgte medlemmer af Coop ambas bestyrelse er følgende:

Christian Busch er 49 år og formand for Ringe Brugsforening, hvor han har siddet i bestyrelsen siden 2015. Han har været medlem af Coops landsråd siden 2017. Han er major i Hæren ved slesvigske fodregiment og er aktiv i flere bestyrelser.

Mads Svaneklink er 39 år og har været formand for Kvickly Spinderiet i Valby siden 2015 og næstformand for Coops landsråd siden 2018. Han er stifter og ejer af kommunikationsvirksomheden Analog og har erfaring fra flere organisationers bestyrelser.

Stine Bosse er 59 år og er medlem af Kvickly Helsingør og Gilleleje Brugsforening. Hun er professionelt bestyrelsesmedlem med formandsposter i bl.a. TELE Greenland og Nunaoil A/S og har tidligere været Group CEO i Tryg. Hun er uddannet jurist.

De erstatter Mikkel Irminger Sarbo og Jens Kristian Sørensen, der havde valgt ikke at genopstille, og Mette Bækgaard, der genopstillede til bestyrelsen. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for tre år ad gangen.

Fakta om Coop ambas bestyrelse

Coop amba er betegnelsen for den demokratiske andelsforening, som 1,8 millioner danskere er medlemmer og ejere af. Bestyrelsen i Coop amba består af ti Coop-medlemmer. Det er Coop ambas bestyrelse, der udpeger bestyrelserne i Coop Danmark, Coop Bank og Coop Invest. Bestyrelsen træffer bl.a. beslutning om køb og salg af virksomheder, Coops strategi, handlingsplaner og medlemsvilkår. Det er Coops øverste myndighed, landsrådet, der består af engagerede danskere fra hele landet, som vælger medlemmerne af Coop ambas bestyrelse.

Find mere information om de ni opstillede kandidater på coopforum.dk

Fakta om Coop

Coop er Danmarks største andelsbaserede detailvirksomhed med 1,8 mio. medlemmer. Foreningen Coop amba ejer Coop Bank, Coop Invest og Coop Danmark med de tilhørende kæder SuperBrugsen, Kvickly, Dagli’Brugsen, fakta og Irma. Brugsbevægelsen og dermed Coop blev etableret i 1866 og er siden da vokset støt. I Coop er der i dag over 500 lokale bestyrelser med ca. 3.700 medlemsvalgte, som driver det lokale engagement om Coops mærkesager. Alle Coop-medlemmer har mulighed for at stille op til de lokale bestyrelser og gøre en forskel for lokalområde og butik.

Find mere information om de lokale bestyrelsers aktiviteter i Coop her

Yderligere information:

Kommunikationschef i Coop amba Maiken Riis Friberg, maiken.friberg@coop.dk, 2617 5933