Danmarks største kokkekonkurrence, Sol over Gudhjem, og Coop efterlyser producenter af innovative fødevarer til Produktprisen 2021, der år for år slår rekord i antal tilmeldte produkter. 

Sidste år var 106 produkter tilmeldt Produktprisen, som Coop uddeler sammen med Danmarks største kokkekonkurrence Sol over Gudhjem. Ud af de 12 finaleprodukter, har 8 af dem fundet vej til hylderne i Coops butikker og flere er på vej.

Nu gennemføres Produktprisen igen for 8. år i træk, som er skabt for at fremme nye, spændende produkter til Coops butikker. Hvis Corona tillader det, bliver finalen afholdt på havnen i Gudhjem lørdag 26. juni 2021 i forbindelse ”Sol over Gudhjem". Man skal tilmelde sit produkt senest 18. april og udvælgelse af finalister findes i starten af maj.

”Der er mere end nogensinde brug for, at vi sætter lys på alle de spændende varer, som de mange små fødevareproducenter skaber rundt omkring i det danske land. Grundet Corona er mange af de små producenter pressede og vi ønsker i endnu højere grad at støtte og hylde dem. Vi har år for år set, hvordan interessen vokser og samtidig stiger kreativiteten og kvaliteten. Så vi glæder os til at få mange deltagere fra hele landet med i konkurrencen i år.” siger Lokalvare chef i Coop, Hanna Schaldemose.

Et ekspertpanel bestående af 6 dommere, heraf nogle af Danmarks førende kokke, tester og vurderer hvert enkelt indstillet produkt. Vinderen i hver af de fire kategorier: Mad, Drikke, Konfekture og Innovation får et forløb med Sol over Gudhjems ekspertpanel, samt muligheden for at testsælge deres produkter i Coops butikker.

”Vi vil gerne appellere til at alle små producenter, der er i gang med at produktudvikle, sender deres produkter ind, selvom de måske ikke er helt klar. Det er en stor mulighed for dem, da de kan få feedback fra nogle af Danmarks dygtigste kokke og sommelierer og dermed få et kvalificeret bud på videreudvikling af deres produkt,” siger arrangør af Sol over Gudhjem, Mads Marschall.

Man kan læse mere og tilmelde sit produkt her: Produktprisen 2021

Yderligere information:

Hanna Schaldemose, Lokalvare chef Coop 

T: +45 43 86 35 42

M:hanna.schaldemose@coop.dk

 

Mads Marschall, Kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem
T: +45 21 61 42 23
M:
info@sogk.dk