Den har været ti år undervejs. Nu lander TheSaladbar i Coops butikker, hvor den både skal gøre det nemmere at spise mere frugt og grønt og reducere madspild.

   

Idéen til TheSaladbar opstod en aften for 10 år siden på en restaurant med en velbesøgt salatbar. I Viborg så opfinderen af TheSaladbar, Bjarne Gedsted Hansen, for sig, hvordan en salatbar - fyldt med altid frisk, skåret frugt og grønt hjemme i køleskabet - ville gøre det nemmere for flere at spise sundere. Samme aften satte han sig til tegnebrættet. Og i dag, ti år og opmåling af ca. 140 køleskabsmodeller senere, er TheSaladbar på vej ud i Coops butikker landet over.

I Coop så man potentialet med det samme. Jørn Willemann, Category Group Manager, forklarer:

”Vi ved, at mange ønsker at spise mere frugt og grønt, og at salget generelt stiger. Men vi ved også, at der sker et stort spild hjemme i køkkenerne, fordi frugt og grønt ikke opbevares korrekt, gemmer sig bagerst i køleskabet osv. De udfordringer kan TheSaladbar være med til at løse,” siger han.

TheSaladbar indeholder otte separate rum, som alle har dræn, der leder kondensen væk, samt individuel iltjustering, så de enkelte typer frugt og grønt kan få præcis den mængde ilt, de har brug for. Når det bliver spisetid, ulvetime, hyggetid eller picnic, knappes låget af salatbaren og den er klar til brug både i dagligdagen og til fest.

Grøntsager og salat er nogle af de fødevarer, som danskerne oplever, at de indimellem eller ofte må smide ud, fordi de når at blive dårlige. Det viser tal fra Coop Analyse. Andre undersøgelser har tidligere peget på, at særligt børn foretrækker, at fødevarer serveres adskilt i stedet for blandet i f.eks. en salat.

TheSaladbar kan købes fra uge 24 i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Irma og på Coop.dk Shopping. Vejl. udsalgspris er kr. 199,95.

Om TheSaladbar

  • Inddelt i otte separate rum, som hver rummer ca. 1 liter
  • Hvert rum har kondensdræn og egen iltjustering, så frugt og grønt holder længere
  • Boksen passer ind i næsten alle køleskabe. Ca. 140 køleskabsmodeller er testet på tværs af brands
  • En ny type pakning sikrer, at der ikke samler sig bakterier som i traditionelle gummipakninger
  • Kan vaskes i opvaskemaskine
  • Mål i mm: Længde: 384, Bredde 284, Højde 110

Om grønt og madspild

  • 56% af danskerne ønsker at spise flere grøntsager, end de gør i dag (Coop analyse 2021)
  • Grøntsager er sammen med brød den madvare, som flest oplever at måtte smide ud derhjemme, fordi de når at blive dårlige inden brug (Coop Analyse 2021).
  • Mindre madspild er ud af ti områder det, som flest danskere ønsker, at supermarkederne gør en øget indsats for fremover (Coop Analyse 2021)

Kontakter

Jørn Willemann, Category Group Manager i Coop: 5159 2978 eller Joern.Willemann@coop.dk

Hent billeder af TheSaladbar ved at klikke på billederne øverst