Flowpack-emballage

Coop har fået plastposer om hakket kød i stedet for kødbakker. Der er 70 procent mindre plast i den såkaldte flowpack-pose sammenlignet med den traditionelle kødbakke. Coop fjerner dermed 169 ton plast fra køledisken og reducerer CO2-udledningen med 539 ton årligt.

Den tynde pose er lige så god til at beskytte varen som kødbakker, og så er emballagen lettere og mere sorteringsvenlig, da den fylder mindre i skraldespanden.

På kædeniveau ser reduktionerne sådan ud:

Kvickly: Plast: 25 ton. CO2: 80 ton.

SuperBrugsen: Plast: 51 ton. CO2: 163 ton.

Brugsen: Plast: 21 ton. CO2: 69 ton.

365discount: Plast: 71 ton. CO2: 225 ton

Coops emballagestrategi

Emballage og plast spiller en afgørende rolle i at sikre fødevaresikkerhed og undgå madspild. Men emballage og plast skaber også miljø- og klimamæssige udfordringer, og for mange mennesker er mængden af emballage og plast en daglig bekymring og irritation.

I Coop har vi den klare holdning, at emballage skal produceres og bruges med omtanke, mængden af plast skal reduceres, og kan vi helt undvære emballagen, så gør vi det. Derfor gennemgår vi løbende emballagen på alle vores egne varer for at teste alternative materialer og skabe nye og bedre løsninger. Og ambitionerne er store. For vi vil sætte standarden for bæredygtig emballage i detailhandlen.

1. Genanvendelig emballage

Vi skal i fremtiden blive meget bedre til at anvende verdens ressourcer effektivt. Et vigtigt skridt på vejen er at sikre, at vores emballager er nemme at genanvende - både for vores forbrugere og i de offentlige affaldssystemer.

Mål: Fremtiden er cirkulær og derfor skal emballagen på alle Coops egne varemærker være genanvendelig.

2. Genanvendte materialer

Vi skal ikke blot designe emballager der kan genanvendes. Vi skal også blive langt bedre til at efterspørge og bruge genanvendte materialer, når vi producerer ny emballage. På den måde kan materialerne køre i loop igen og igen, og vi får brug for langt færre nye materialer.

Mål: Emballagen på Coops egne varemærker skal produceres af genanvendte materialer, hvor muligt.

3. Fornybare materialer

Verden har brug for en grøn fremtid, der er uafhængig af fossile ressourcer. Fossile ressourcer, som olie og naturgas, bruges i dag bl.a. til produktion af plastik til emballager. Derfor vil vi omstille til fornybare ressourcer for en grønnere fremtid.

Mål: Emballagen på Coops egne varemærker skal bestå af fornybare materialer, hvor genanvendte materialer ikke er muligt.

4. God kemi

Coop har en lang tradition for at udfase skadelige kemikalier, og den tradition videreføres i Coops nye emballagestrategi. Coop sætter baren højt, og insisterer på at vores emballager ikke må gå på kompromis med vores forbrugeres helbred. Vi vil hellere være for forsigtige end bagkloge.

Mål: Vores emballage må ikke gå på kompromis med forbrugernes helbred. Derfor skal vi fortsat arbejde for at udfase skadelig kemi fra vores emballage.

5. Produktspild

Emballagens fornemmeste opgave er at beskytte vores produkter, øge holdbarheden og minimere spild. Vi er i dag rigtig gode til at forhindre madspild i butikker og produktionen. Men en stor del af mad- og produktspildet sker også i danskernes egne hjem. Derfor vil vi finde de produkter der forårsager mest spild og forbedre emballagen, så den kan mindske madspildet.

Mål: Emballagens primære formål er at beskytte vores produkter og forhindre spild. Coop vil optimere emballagen på de produkter der forsager mest spild hos vores kunder.

6. Plastik

Plastik har mange glimrende egenskaber, men udgør også en af nutidens helt store udfordringer. Derfor har vi i Coop sat os en ambitiøs målsætning om at skære ned på vores forbrug af plastik, med særlig fokus på engangsartikler af plast samt overflødig emballage. Det vil vi bl.a. gøre ved at overgå til alternative fornybare og plantebaserede materialer.

Mål: Vi vil reducere vores brug af konventionel plastik i vores emballage og engangsprodukter med 25% i 2025. Vi vil opnå dette ved at udfase engangsprodukter af plastik og unødvendig emballage samt omstille til biobaserede- og genanvendte materialer.

Kun hvis vi arbejder sammen, kan vi lykkes

I Coop har vi også varer fra eksterne producenter og leverandører. Rigtig mange af disse varer er pakket ind i emballage. Derfor arbejder vi også tæt sammen med vores leverandører for at skabe de bedste emballageløsninger. For at gøre det lettere har vi udarbejdet en guide til vores samarbejdspartnere og leverandører.

Hvad kan du selv gøre?

  • Køb en solid indkøbspose og tag den med, hver gang du handler
  • Gå efter varer med reduceret plast eller emballage i genanvendt plast
  • Undgå engangsprodukter
  • Drop de tynde engangsposer i butikken og brug i stedet de små genanvendelige frugt- & grøntposer
  • Vælg varer med refill-løsninger