Et nyt bageri ved Albertslund vest for København skal sikre, at Coop står endnu stærkere med friskbagt brød til danskerne.
”BrødCooperativet er en væsentlig løftestang i Coops ambition om et optimeret kundemøde. Vi ved at brød, der er til at betale, og i særdeleshed friskbagt brød er en væsentlig del af indkøbsoplevelsen, og med udvidelsen af vores bageri tager vi strategien et skridt videre. Særligt muligheden for at levere friskbagt brød til alle vores Coop 365 butikker på Sjælland skal være med til at differentiere os, så vi også her gør en forskel, forklarer Coops administrerende direktør Kræn Østergaard Nielsen. ”
Til dagens rejsegilde blev det 4.000 kvm. store bageri vist frem, og efter planen skal der fra næste forår levere friskbagt brød til 200 af Coops butikker under navnet BrødCooperativet.
”BrødCooperativet er allerede Danmarks største bagerkæde, og med udvidelsen af bageriet vil vi gøre friskbagt kvalitetsbrød tilgængelige i flere af vores kæder og dermed sikre friskbagt brød til endnu flere danskere," lyder det fra Coops administrerende direktør.
Midt i en svær tid i Danmark med stigende priser på fødevarer, øger Coop alligevel investeringen på produktion af kvalitetsbrød til bæredygtige priser.
”BrødCooperativet er en strategisk vigtig indsats for Coop. Det er Coops vej til at tilbyde friskbagt brød i høj kvalitet, med høj fødevaresikkerhed til endnu flere danskere. Derfor valgte Coops bestyrelse også at støtte planerne om udvidelsen, da vi ser brød som en naturlig del af danskernes hverdagsforbrug”, fortæller Coops bestyrelsesformand Lasse Bolander.
Chefen for BrødCooperativet Michael Krall Poulsen er overbevist om, at udvidelsen af bageriet bliver en populær investering for de mange brødglade danskere
”Vi oplever en stor intern efterspørgsel fra Coops butikker ift. at blive en del af vores setup. Det er naturligvis dejligt at mærke den gode respons, som er drevet af den gode kvalitet og den simple leverancemodel”, siger Michael Krall Poulsen, og tilføjer:
”Vi leverer brød 365 dage om året, og i de 20 måneder bageriet har haft åbent, har vi endnu ikke haft én eneste lukkedag, eller nogle dage hvor vi ikke har kunne levere. Det vidner om et stærkt setup, som er bygget op omkring simple processer, gode samarbejdspartnere og ikke mindst stærke medarbejdere.”
Det nye bageri forventes at stå klar til april 2023.