Danmarks største kæde af lokale dagligvarebutikker, Brugsen, har indgået en partnerskabsaftale med Børns Vilkår.
Formålet er at hjælpe børn og unge i Danmark, ikke mindst gennem en styrkelse af Børnetelefonen, der hvert år har over 60.000 samtaler med børn og unge, der føler sig svigtet og står alene med deres problemer.
”Vi er en kæde, der står for nærhed og dialog. Derfor er det naturligt for os at hjælpe en så vigtig organisation som Børns Vilkår,” siger kædedirektør Torben B. Andersen, Brugsen.
Aftalen er femårig og løber fra 2024 og 2028. Et af de første fælles projekter bliver at rekruttere 400 nye frivillige rådgivere til BørneTelefonen, der modtager henvendelser fra børn og unge døgnet rundt. Senere forventes der at komme en række andre projekter, der kan støtte op om Børns Vilkårs arbejde for børn og unge.
”Det er helt afgørende, at børn og unge ikke står alene med deres store problemer og alvorlige svigt. Mange fortæller os, at de ikke tør betro sig til nogen, fordi de ikke tror, de vil blive forstået eller troet på, og derfor er det så utroligt vigtigt, at de kan række ud til et sted som BørneTelefonen. Vi er meget taknemmelige og glade for det nye partnerskab med Brugsen, som hjælper os med at sikre, at BørneTelefonen fortsat kan svare på flest mulige henvendelser – døgnet rundt,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.
Yderligere information:
Pressetelefonen hos Børns Vilkår, 20204459
Kædedirektør Torben B. Andersen, Brugsen, 2053 5274