Den 27. november vil være sidste åbningsdag for Dagli´Brugsen i Nørre Broby og Rørby. 4. december vil være sidste åbningsdag for Dagli´Brugsen i Trige og Ågård.
Butikkerne giver underskud, og der er desværre ingen udsigt til, at udviklingen vender. Samtidig står de over for større investeringer i nyt køl- og frostanlæg.
Oven i det er så kommet de stærkt stigende udgifter til el og energi, der har flere-doblet deres månedlige elregninger.
”Trods stor indsats fra uddelere og medarbejdere alle fire steder, så står butikkerne ikke til at redde. De stærkt stigende elpriser har så været dråben, der fik bægeret til at flyde over, og som var medvirkende til, at der ikke var andre muligheder her og nu,” siger kædedirektør Torben B. Andersen, Dagli´Brugsen.
De Samvirkende Købmænd (DSK) har tidligere på måneden meldt ud, at måske 150-200 mindre butikker, må konstatere, at de ikke kan få det til at hænge sammen.
”Det er en alvorlig situation for mange butikker og dermed for mange lokalsamfund. Men fra Coops side vil vi gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe de mindre butikker – der primært er ejet af selvstændige brugsforeninger – gennem krisen, så vi også har de vigtige lokale samlingspunkter, når krisen er ovre,” siger koncerndirektør Allan Kristoffersen, Coop.
Coop har sat ind med en indsats, der bl.a. har medført, at over 2000 kølere slukkes og fjernes fra butikkerne, at der er blevet skruet ned for temperaturer og lys og derudover gennemføres en lang række individuelle tiltag i hver butik. Siden 2016 har Coop gennemført et meget omfattende energibesparelsesprojekt, hvor samtlige lyskilder – pærer, spots og lysstofrør – er blevet udskiftet, der er lagt låg på kølere og frost mv. Det har medført en reduktion i forbruget på omkring 20 procent.
Udover de ekstraordinære handlinger, der sker her og nu, fortsætter Coops langsigtede energispareplan, der omfatter etablering af solcelleanlæg, bedre udnyttelse af overskudsvarme og andre ting, som samlet skal reducere energiforbruget med yderligere ca. 10 procent i 2025.
Coop vil i videst muligt omfang tilbyde medarbejderne fra de fire butikker job andet steds i koncernen.