Danmarks største kæde af nærbutikker, Dagli´Brugsen, har premiere på et nyt kommunikationsunivers og helt nye medievalg.
Det sker for at kommunikere klarere og konkret til kunder i de mange lokalsamfund, hvor Dagli´Brugsen er et naturligt mødested.
Det nye pay-off for kæden hedder ”Langt fra byen, tæt på hinanden.”
”Det skal tydeliggøre vores strategi, der handler om, at vi vil være med gøre de steder, hvor vi har butikker, til et godt sted at bo. Med vores kommunikation vil vi gøre det tydeligere for kunderne, hvad de kan forvente af os,” siger kædedirektør Maria Beck-Tange.
”Nærhed og fællesskab er nøgleord for os. Og det er det også for den voksende gruppe af yngre familier, der i disse år flytter fra de større byer og ud i de mindre lokalsamfund. Med det nye kommunikationsunivers vil vi vise, at de kan forvente at møde nogle mere personlige, mere lokale butikker, end de måske er vant til. Samtidig handler det også om at understrege det unikke i vores butikker for de kunder, som allerede bruger Dagli’Brugsen som en naturlig del af deres lokale fællesskab.
Dagli´Brugsen er anderledes end andre kæder med en høj grad af lokal tilpasning. Med vores strategi frem mod 2025 vil vi udvikle og rendyrke det i endnu højere grad,” siger Maria Beck-Tange.
Til at fortælle om det har Dagli´Brugsen indledt et samarbejde med influenceren Isabella Alberte Hedeager, der både bor og rejser med sin 97-årige morfar, Moffe. Sammen med fotograf Simon Wittrup besøger de i en programrække nogle af Danmarks hyggeligste lokalsamfund, der har det til fælles, at Dagli´Brugsen er en central del. Man kan følge dem på Dagli´Brugsens Facebook og Instagram-sider.
Dagli´Brugsen, der har butikker i 300 lokalsamfund over hele Danmark, fortæller om kædens styrker i en ny kampagne, der omfatter radioreklamer, influencer-samarbejde, Facebook og andre sociale medier samt selvfølgelig tilbudsaviser og butikkerne. I radioreklamerne, der sendes i lokalradioer over hele landet, vil budskabet være med forskellige dialekter for at understrege butikkernes særpræg.
”Dialekter er en fantastisk del af vores samfund og i høj grad noget, der er med til at definere lokale fællesskaber, som vi skal være stolte af. Derfor tager vi fat i dialekterne i Danmark,” siger Maria Beck-Tange.
Der er premiere på radioreklamerne og hele det nye univers i denne uge.