Lobyco, der siden Coop stiftede det i 2020, er blevet en international succes inden for digital markedsføring i detailhandelen, skifter direktør.

Adm. direktør Jan Madsen, der er en af skaberne af selskabet, har valgt at stoppe. Han afløses af Ole Buch, der i dag er Chief Technology Officer (CTO) i selskabet.

”Vi ser et meget stort potentiale i såvel en fortsat international ekspansion samt en fortsat udvikling af vores egen Coop app, som markedets førende digitale kommunikationskanal,” siger adm. direktør Thor Skov Jørgensen, Coop, der er bestyrelsesformand for Lobyco

Lobyco er et selskab, der i de seneste år har tiltrukket sig international opmærksomhed bl.a. fra en række kunder i flere dele af verden – og vi ser stor værdi i at videreudvikle Lobyco fremover,” siger Thor Skov Jørgensen.

Coop appen slår løbende rekorder i brugen, hvor Coop netop har haft over en million transaktioner på én uge på selvbetjeningsplatformen, som kunderne i alle Coops kæder har taget særdeles godt imod.

Lobyco har solgt sin teknologi i 10 forskellige lande – bl.a. i New Zealand – og har udviklingskontorer i fire lande, Danmark, Ukraine, Rumænien og Polen.

”Jeg er meget stolt af de resultater, vi har opnået. Vi har skabt nyskabende digitale produkter, der betragtes som blandt de bedste i verden, og fået store kunder i mange lande. Efter at vi har udviklet Lobyco som et solidt selskab med rekordvækst i år og med et meget stærkt team, synes jeg, at jeg har løst min opgave,” siger Jan Madsen, der blev adm. direktør for selskabet efter en årrække som koncerndirektør i Coop.

”Der er god grund til at takke Jan for en stor indsats, ikke alene gennem de seneste år i Lobyco, men for en flot karriere i Coop, hvor han har leveret gode resultater bl.a. i forbindelse med udviklingen af et af Danmarks absolut stærkeste mærker i dagligvarehandlen, Änglamark og senest for at stå bag Coops markedsledende App.

Jeg glæder mig samtidigt til samarbejdet med Ole Buch, der med sin dybe tech-viden og stærke kommercielle profil – samt sit indgående kendskab til Lobyco - er helt rigtig til den næste spændende fase for selskabet, hvor både Coop app’en og samarbejdet med Coop skal videreudvikles – ligesom den internationale ekspansion skal fortsætte,” siger Thor Skov Jørgensen.

Hensigten med Lobyco har fra starten været, at de digitale løsninger, der er udviklet til kunderne i Coops danske butikker, skal sælges til andre kæder over hele verden, og selskabet har oplevet stor international interesse – både fra kunder og mulige partnere.