To vigtige brikker i udviklingen af Coop er nu plads. To nye direktører indtræder i løbet af de kommende måneder i Coops øverste ledelse.
I den ledige stilling som direktør for Danmarks største supermarkedskæde, Kvickly/SuperBrugsen tiltræder Rikke Krause pr. 18. november.
Rikke Krause, 36 år, kommer fra en stilling som adm. direktør for DUOS A/S, der er en dansk, familieejet virksomhed inden for health care med ca. 5.000 medarbejdere fordelt over hele landet. Tidligere har hun haft en række ledende stillinger i Coloplast. Før det har hun været rådgiver i Boston Consulting Group, hvor hun bl.a. har arbejdet med koncept- og kategori-udvikling inden for detailhandel.
”Jeg kender Rikke som en meget dygtig leder, der har dokumenteret stærke resultater, er særdeles god til at forenkle komplekse problemstillinger og har gode evner til at skabe følgeskab i en stor organisation. Jeg glæder mig derfor meget til samarbejdet med Rikke omkring vores to store kæder, som selvfølgelig spiller en helt central rolle i udviklingen af Coop,” siger adm. direktør Thor Skov Jørgensen.
Som direktør for Kunder, Marketing og Digital tiltræder Martin Hasgard Olesen pr. 1. oktober.
Martin Hasgard Olesen, 43 år, kommer fra et job som kommerciel direktør i Netto og har lang erfaring fra kæden, hvor han har siddet i ledelsen af både den danske og internationale del af Netto i mere end 10 år. Martin begyndte sin over 20 år lange karriere i Salling Group på butiksgulvet – og har i de seneste mange år haft ansvaret for marketing, kommerciel udvikling, sortiment og digital i Netto.
”Martin skal med sin lange erfaring i dansk detail bidrage til at styrke salget i kæderne og styrke den kommercielle profil i både Coop og kæderne, så vi fremstår mere attraktive for kunderne - og får dermed en central rolle i at styrke vores kommercielle dagsorden,”siger Thor Skov Jørgensen.
Martin Hasgard Olesen afløser den hidtidige direktør for Kunder, Marketing & Digital, Dorte Tandrup, der dermed stopper i Coop.
”Jeg vil gerne takke Dorte for en stor og værdifuld indsats gennem de seneste år i Coop – samt indsats i perioden før, under og efter OKs opkøb af Coop. Sammen med teamet har Dorte været med til at styrke og kommercialisere vores marketing-indsatser, det digitale økosystem og kunderejsen markant. Vi står nu klar til næste kapitel og til at tage denne udviklingsrejse videre,” siger Thor Skov Jørgensen.
”Med disse ændringer har vi nu vores nye organisation på plads, og vi kan fokusere på vores fælles store opgave at udvikle Coop som en førende, lønsom, ansvarlig og medlemsejet virksomhed med en stærk lokal forankring,” siger Thor Skov Jørgensen.
Yderligere information: Adm. direktør Thor Skov Jørgensen, 5159 4468 (via Jens Juul)