Månedsmagasinet Samvirke udkommer 1. februar 2024 i et nyt samarbejde med virksomheden Piccolo Media Group (PMG), der blandt andet udgiver DSB’s magasin Ud & Se.

Månedsmagasinet Samvirke, der i dag er Danmarks største månedsmagasin med knapt en million læsere, vil fra 1. februar 2024 udkomme i et nyt og tykkere format i samarbejde med Piccolo Media Group (PMG), der blandt andet udgiver DSB’s magasin Ud & Se.

Relanceringen og det nye mediesamarbejde med PMG kommer til at styrke magasinet både redaktionelt og kommercielt, fortæller chefredaktør og kommunikationsdirektør i Coop Amba, Lars Aarup, om baggrunden for outsourcingen.

”Kvalitets- og magasinjournalistikken får med det nye samarbejde et løft, månedsmagasinet bliver mere aktuelt og tidssvarende, og målet er desuden at nå en yngre målgruppe end i dag,” siger Lars Aarup.

PMG overtager annoncesalg, produktion, layout, tryk og redaktion af Månedsmagasinet Samvirke, der har et månedligt oplag på 300.000 og knap en million læsere i hele landet. Samtidig overtager PMG ansvaret for salget til alle Samvirkes digitale platforme.

”Valget er faldet på PMG på grund af virksomhedens dokumenterede evne til at generere annoncesalg på et højt niveau, men også på grund af PMGs erfarne tilgang til det brede magasinområde med fokus på velfortalt portrætjournalistik og overraskende, men vedkommende features. Samtidig vil vi også satse mere på journalistik, der kan skabe nyheder,” fortæller Lars Aarup.

Mere end 1,3 millioner månedlige læsere

I spidsen for PMG står Jesper Sehested Lund, der tidligere har udgivet en lang række trykte specialmagasiner og har stået i spidsen for en række danske kommercielle tv-og radiostationer. Siden 2016 har PMG stået for produktionen af DSB-passagermagasinet Ud & Se, der distribueres i de danske tog.

”Siden vi overtog udgivelsen af Ud & Se, har vi formået at vækste annoncesalget med 60 procent i et print-annoncemarked, der ellers ikke har været præget af vækst. Jeg er overbevist om, at der ligger et stort uudnyttet potentiale i Månedsmagasinet Samvirke, der er tilgængelig i omkring 1.000 Coop-butikker i hele landet. Med Månedsmagasinet Samvirke og Ud & Se når PMG ud til over 1,3 millioner læsere. Hver eneste måned. Derudover vil vi i samarbejde med Samvirkes redaktion kunne tilbyde en række unikke annonceringsmuligheder på et væld af digitale platforme”, siger Jesper Sehested Lund, der fortsætter:

”Vi vil bidrage positivt – både til at berige danskerne i hele landet med gode læseoplevelser og nye indsigter, men også til at udvikle Månedsmagasinet Samvirke i en annoncemæssig fordelagtig retning."

Kontakter

Chefredaktør Samvirke og kommunikationsdirektør, Coop amba, Lars Aarup: 30 91 92 66
PMG’s adm. direktør Jesper Sehested Lund: 20 200 900