Kunderne inviteres under overskriften ”God sag god smag” til Ukrainske Uger i Kvickly-SuperBrugsen, Coop 365discount, Dagli´Brugsen og Irma fra 4. november. Her bliver det i knap 1000 butikker muligt at prøve ca. 20 forskellige kvalitetsprodukter fra Ukraine, som f.eks. vine, øl, bær, olier og oste.
Det sker efter, at Coop på møder i Kyiv og Odesa i juli indgik aftaler med en række fødevareproducenter fra det krigsramte land.
”Siden den russiske invasion begyndte 24. februar, har vi været i tæt dialog med den ukrainske ambassadør i Danmark, og har sammen med en række af vores leverandører sendt mere end 10 lastvognstog med nødhjælp til Ukraine,” siger adm. direktør Kræn Østergård Nielsen, Coop.
”Men vi synes grundlæggende, at den bedste måde at hjælpe på er gennem handel. Da vi på en messe i foråret smagte en række ukrainske vine, blev vi positivt overraskede over, hvor høj kvalitet, varerne har. Efterfølgende havde vi en møderække i Kyiv med en lang række producenter indenfor flere fødevarekategorier. Og vi har nu købt varer for et millionbeløb, som danskerne nu kan glæde sig til at smage,” siger Kræn Østergård Nielsen.
Allerede for en måned siden begyndte man med salg af vine fra Ukraine. Og resultaterne lover utroligt godt for det større salg af forskellige ukrainske fødevarer.
”Vine - røde, hvide og mousserende – er blevet revet af hylderne. Ukraine har en lang historie som vinproducerende land, og kan tilbyde vine af høj kvalitet til konkurrencedygtige priser, produceret på de mest moderne anlæg. Derfor forventer vi, at det succesfulde salg vil sprede sig til de andre varer, både i de kommende uger og på længere sigt,” siger kategorigruppechef Brian Karstens.
”God sag god smag” i SuperBrugsen, Kvickly, Dagli´Brugsen, Irma og Coop365discount er tænkt som begyndelsen på et langvarigt samarbejde mellem Coop og de ukrainske fødevareproducenter.