Onsdag den 8. december 2021 markerer Coop starten på byggeriet af en ny bæredygtighedscertificeret Coop365 i Glostrup med en julefest. Det sker i forbindelse med Coops nye mål om at reducere sit CO2-aftryk i nybyggeri og ombygninger.
Snart forvandles parkeringspladsen i Hvissinge i Glostrup til byggeplads, når Coop begynder byggeriet af den første bæredygtige butik i Coops nye dagligvarekæde Coop365.
Den kommende butik skal bl.a. have tag med grøn beplantning, varmegenvinding fra køleanlægget, biodiversitet i beplantning omkring bygningen og lokale regnvandsløsninger og dermed opnå den internationale certificering for bæredygtighed - DGNB Guld.
”Vi har som virksomhed et kæmpe ansvar for at reducere vores klimaaftryk, og det skal vi arbejder med på alle led af virksomheden. Derfor skal vi selvfølgelig tænke på klimaet, når vi bygger nye butikker. Coop365 Granskoven bliver ikke bare vores første discountbutik med en international bæredygtighedscertificering, men viser også vejen for, hvordan vi skal og kan tænke bæredygtighed hele vejen rundt,” siger Jonas Engberg, klimachef i Coop.
Butikken får fx træfacader, ladestandere til elbiler og et overdækket torv, hvor man kan have sæsonvarer, sælge blomster og møde sine naboer, når man er ude for at købe ind. Derudover vil der være masser af økologiske varer på hylderne og fokus på mindre plastik, mere dyrevelfærd, mindre madspild og produkter, der er fri for skadelig kemi.
”Med Coop365 Granskoven får vi og kunderne i Glostrup et grønt flagskib med helt særlige rammer for den gode og ansvarlige kundeservice og handleoplevelse, som Coop365 skal være kendt for. Det er vi nu et skridt tættere på, og det glæder jeg mig til at markere med en julefest for byens borgere,” siger kædedirektør for Coop365 & Fakta, Thomas Nielsen.
Glostrups borgmester, John Engelhardt (V), ser også frem til, at butikken kan slå dørene op i sommeren 2022:
”Der har længe været et stort ønske om at få bedre muligheder for at handle dagligvarer lokalt i Hvissinge. Så der er ingen tvivl om, at der er mange, der glæder sig til, at den nye Coop365 står færdig. Oven i det får vi et både markant og spændende projekt med en tydelig grøn profil, der matcher vores ambitioner på miljøområdet. Og jeg synes, det er en fin måde at markere byggeriets start.”
Indvielsen af byggeriet i Glostrup sker samtidig med, at Coop lancerer et nyt byggekoncept med et mål om, at alle nye butikker i kæderne Coop365 og SuperBrugsen skal kunne bæredygtighedscertificeres efter DGNB-ordningen. De bæredygtighedscertificerede butikker er desuden en del af Coops strategi om at blive klimapositive i 2030.
Yderligere information:
Klimachef i Coop, Jonas Engberg (via Signe Christiansen): 28 94 51 26
Kædedirektør Coop365, Thomas Nielsen (via Signe Christiansen): 28 94 51 26
Borgmester Glostrup Kommune John Engelhardt (via Christian Mahrt): 61 67 30 25