I løbet af det kommende år forventer Brugskæderne – Kvickly, SuperBrugsen og Dagli´Brugsen – at få brug for mange nye kolleger fx bagere, slagtere, delikatessemedarbejdere og salgsledere.
Det er baggrunden for, at man nu har premiere på en helt ny rekrutteringskampagne.
Under overskriften ”Hos os sælger du både gode varer og gode værdier” tager Coop-kæderne nu hul på et koncept, der går ud på at vise et mere nuanceret billede af, hvad det vil sige at arbejde i SuperBrugsen, Kvickly og Dagli´Brugsen.
”Det fællesskab og kollegaskab, som er en del af vores DNA, rammer tidsånden godt. Med den knaphed på arbejdskraft, der er i øjeblikket, er det et stærkt kort for os at vise, hvilken rolle man udfylder. Fx gør en slagter meget mere end at skære bøffer. Han hjælper også kunderne med at få nem og god mad på bordet i en travl hverdag, og en god leder får både medarbejderne og butikken til at blomstre,” siger HR-chef Kirsten Jespersen, Brugskæderne.
I kampagnen indgår en række film række film, som i de kommende uger bliver vist på Facebook, LinkedIn, Instagram og YouTube samt på skærme i busser og på ungdomsuddannelserne. Medvirkende er Brugskædernes egne medarbejdere.
Yderligere information: HR-chef Kirsten Jespersen, 5221 3113