Lotte Hjortlund Andersen

HR-direktør

Flere kvindelige ledere for at sikre en bedre balance mellem kønnene er en mærkesag for Coop. Her fortæller HR-direktør, Lotte Hjortlund Andersen, hvorfor.

”Der er to formål med, at vi har skærpet vores indsats for at få en bedre kønsbalance:

Et værdibaseret og et forretningsmæssigt formål.

Det værdibaserede handler om, at vi grundlæggende mener, at kvinder er lige så kompetente som mænd, og derfor har vi som virksomhed ansvar for, at kvinder får de samme muligheder i deres arbejdsliv som mændene.

Det forretningsmæssige handler om at få en bedre pipeline af kommende ledere. Lige nu oplever vi en meget lav ledighed og dermed større udfordringer med at rekruttere medarbejdere på alle niveauer. Ved at øge fokus på kvinder, vil vi kunne øge vores rekrutteringsgrundlag. Vi vil ganske enkelt få flere dygtige kolleger.

Dertil kommer, at al forskning og erfaring viser, at diversitet – ikke mindst i form af en ligelig kønsbalance – er godt for forretningen, godt for miljøet på den enkelte arbejdsplads og godt for vores bundlinje,” siger Lotte Hjortlund Andersen, der udover at have ansvaret for HR også sidder i Coops øverste ledelse, Coop Ledelses Team (CLT).

- Hvad vil Coop gøre for at få flere kvindelige ledere og dermed en bedre kønsbalance?

”Vi har gennem det sidste års tid sikret os, at basis er på plads. Med basis mener vi for eksempel:

  • at vi via vores ligelønsanalyser sikrer, at der ikke sker forskel i lønninger på grund af køn
  • at vi i vores jobannoncer ikke skævvrider ansøgerfeltet i vores sprogbrug
  • at vi i vores performance- og potentialevurderinger er opmærksomme på eventuelle bias
  • at vores efterfølger planlægning sikrer, at både mænd og kvinder er repræsenteret
  • at alle ledige stillinger slås op, så det bliver synligt, at der er en mulighed for alle uanset køn, og det ikke bare bliver sådan, at man som leder ansætter én, man kender, og som ligner én selv.
  • at vi har stillet skærpede krav til rekrutteringsfirmaer om at komme med et balanceret kandidatfelt.

Og vi vil gøre meget mere. Næste skridt er, at vi vil arbejde meget aktivt med Rollemodeller. Vi har allerede rigtig mange succesfulde kvindelige ledere på de fleste niveauer. Dem vil vi – f.eks. på siden her – fortælle mere om for at vise, at det kan lade sig gøre og dermed inspirere andre.

- Men har kvinderne ikke også selv et ansvar for at gå efter lederjobs?

”Alle har et ansvar. Men det her handler om vores ansvar som virksomhed. Vi har gjort og gør meget. Men vi vil gøre endnu mere. For en bedre kønsbalance vil skabe et endnu bedre Coop.”