Coop Danmark har siden 2018 udskiftet olie- og gasfyr i egne butikker. Der er kommet varmepumper, fjernvarme og elvarme i stedet, og Coop er dermed kommet i mål med at gøre egne butikker fossilfri.

Sidste år vandt Coop den internationale energipris Award of Excellence in Energy Management for sit systematiske arbejde med at sænke energiforbrug og CO2-udledning siden 2016. Og nu er der en ny milepæl at fejre:

Coop har nået sin målsætning om at gøre egne butikker til fossilfri butikker. Det vil sige, at alle Coops egne butikker nu er uden gas og olie som varmekilder.

Coop begyndte at udskifte butikkernes olie- og gasfyr i 2018, og butikkerne har i stedet fået installeret renere energiformer i form af varmepumper, fjernvarme og elvarme.

Anne Mette Brasen, ESG-chef i Coop siger:

”Med de fossilfri butikker når vi en vigtig milepæl i Coops bæredygtighedsrejse, og vi er kommet et skridt nærmere vores 2030-målsætning om at blive klimapositiv. Og så er konverteringen til grønnere energikilder med til at styrke den økonomiske bundlinje, og det er også positivt.”

Fokus på varmegenvinding

Ikke nok med, at Coop har lukket for olie- og gashanerne i egne butikker, så har Coop også hjulpet butikkerne med varmegenvinding. Nicki Pagh Børgesen, energichef i Coop, siger:

”Vi har installeret varmegenvindingsanlæg i flere hundrede butikker, der udnytter overskudsvarmen fra køleanlæg. Og vi har installeret varmepumpe med dertilhørende buffertank, som også er med til at udnytte den overskydende varme. Butikkerne får på den måde en stor del af deres varmeforbrug dækket af varme fra egen produktion.”

Nicki Pagh Børgesen vurderer, at butikkerne får dækket op til 80 procent af deres varmebehov om vinteren og 100 procent om sommeren via varmegenvinding. Det reducerer butikkernes energiforbrug samt varmeregning, og så er det ligeledes med til at reducere butikkernes klimabelastning.

Yderligere information:
Nicki Pagh Børgesen, energichef i Coop
28 94 03 49
nicki.pagh.boergesen@coop.dk