Coop365 er i øjeblikket under hastig udvikling med mange nye butikker på vej.

For at styrke den udvikling er Jeff Salter udnævnt til ny kommerciel direktør for både Coop365 og Fakta.

Hans opgave bliver at skabe det stærkeste grønne koncept i discount med butikker, som kunderne skal opleve som mere attraktive og inspirerende.

”Med Jeff på holdet får vi nok dansk dagligvarehandels dygtigste til at skabe vindende butikskoncepter. Det har han dokumenteret gennem fornyelse og udvikling af Danmarks største dagligvarekæder, eksempelvis SuperBrugsen, hvor han stod bag kædens markante løft fra 2013 og frem,” siger adm. direktør Kræn Østergård Nielsen, Coop.

”Det går meget stærkt med udviklingen af Coop365 lige nu, og testen af de nye elementer går godt, men vi skal stadig blive endnu tydeligere med at vise kunderne, hvordan kæden adskiller sig fra andre,” siger kædedirektør Thomas Nielsen, Coop365 og Fakta.

Jeff Salter, 45 år, kommer fra en tilsvarende stilling i Brugskæderne, Kvickly, SuperBrugsen og Dagli´Brugsen, og kommer med en dyb erfaring fra dagligvarehandlen, bl.a. som tidligere innovationsdirektør i Coop.

”At være med til at skabe Danmarks nye grønne discountkæde er en udfordring, jeg ikke kan sige nej til. På et marked præget af meget stærke, primært udenlandske kæder, bliver opgaven at give kunderne noget andet og bedre, end de får i dag, og gøre det tydeligt, hvorfor de skal vælge os,” siger Jeff Salter.