Nu er det muligt at købe de første varer fra projektet JunkFood i Irma. JunkFood er et initiativ af Rasmus Munk fra den to-stjernede Michelin restaurant Alchemist, for at sikre måltider til gadens folk.

Det hele begyndte under Corona-krisen, hvor restauranterne var lukkede. Her

besluttede Rasmus Munk at stifte foreningen JunkFood, som laver mad til hjemløse. For Irma var det oplagt at gå ind i samarbejdet, og i dag laver JunkFood mad til hjemløse med overskudsvarer fra bl.a. Irmas leverandører som Gris, Lam &Co. og Søris samt online-butikken Coop.dk MAD.

Nu har kokketeamet i Junkfood udviklet tre varianter af ketchup til Irma: Neutral ketchup, ketchup med sort hvidløg og ketchup med løvstikke. Alle tre er økologiske, lavet uden tilsætningsstoffer. 1 glas ketchup koster 34,95 kr. og når du køber et glas ketchup støtter du direkte op om at sikre et varmt måltid mad til hjemløse og andre udsatte.

”Vi er meget stolte over at få de første produkter på hylderne, og glade over at Irma hjælper os i vores ambition om at støtte de mennesker i vores samfund, som ikke har adgang til et varmt måltid mad hver dag. I første omgang er ambitionen at nå ud til alle gadens folk i København, for at senere udvide tilbuddet til resten af Danmark,” siger Rasmus Munk.

”Irmas kunder er optagede af råvarer og fødevarer af høj kvalitet – og også at hjælpe andre, der har det sværere end dem selv. Derfor er det naturligt for os at gå ind i projektet. Her har vi et projekt med hjertet på rette sted og kompetencerne til at udvikle nye kvalitetsprodukter,” siger kædedirektør Charlotte Nilsson Norby, Irma.

JunkFood producerer hver eneste dag, 300 varme aftensmåltider som bliver delt ud til gadens folk. Maden giver næring og velvære, den reducerer vold og konflikter, og det giver en følelse af normalitet. Junkfood modtager overskudsvarer fra en række grossister og producenter, hvilket dels reducerer omkostninger, dels bekæmper det madspild. Junkfood er foreløbig finansieret af fonde, men målet er at blive selvfinansierende ved bl.a. salg af produkter, som de første her i Irma.

Yderligere information: Vare- og sortimentschef Hanna Schaldemose, Irma, 51 59 35 42