Den nye skov optager CO2 og er samtidig et folkeligt projekt, som skal fremme biodiversiteten og skabe nye naturoplevelser i området.

I 2020 købte Coop 113 hektar jord ved Idomlund nær Holstebro for at etablere en folkeskov. Og nu bliver én folkeskov til to. For Coop har købt yderligere 66,7 hektar jord syd for Tistrup i Varde Kommune.

De 66,7 hektar jord ligger mellem to eksisterende skovområder, og folkeskoven binder hele arealet sammen til ét stort skovområde på 1.000 hektar. Og arbejdet med at plante de første ud af flere hundredetusinde spæde træer på den tidligere juletræsplantage er netop gået i gang.

Anne Mette Brasen, ESG-chef i Coop, siger om baggrunden for folkeskovene:

”Der er mange gode grunde til at etablere nye skovområder. Træerne bidrager positivt til klimaet, og vi er samtidig med til at skabe mere natur i Danmark. Dermed får flere danskere adgang til skov og rekreative naturområder, hvor man kan udfolde sig eller bare koble af i grønne omgivelser.”

Begge Coops folkeskove er etableret i samarbejde med HedeDanmark, der også står for den daglige drift af skovene. Skovfoged Henning Bilberg siger:

”Ligesom Coops første folkeskov er arealet ved Tistrup meget velegnet til produktive skovbevoksninger, som kan optage og binde rigtig meget CO2. Der er samtidig områder med stort potentiale for natur og biodiversitet. Og så er det jo dejligt, vi kan tilbyde de lokale beboere nye muligheder for oplevelser i naturen.”

Den nye skov ved Tistrup bliver officielt indviet i 2025.

Danskerne har samlet sammen

Navnet ”folkeskov” kommer ikke blot af, at Coop etablerer nye, offentlige naturarealer, tilgængelige for alle danskere. Navnet henviser også til, at skovene er finansieret med bidrag fra Coops kunder. På Coops flaskeautomater er der en knap, hvor man kan donere sin pant til folkeskov, man kan støtte via Coop Fordelskonto, og man kan bidrage til folkeskovene ved at købe skovbeviser på Coops hjemmeside.

Skovråd tilrettelægger skoven

For Coop er det vigtigt, at borgere og foreninger i området bliver involveret i etableringen af den nye folkeskov ved Tistrup. Derfor bliver der i slutningen af 2024 nedsat et skovråd, som skal bestå af repræsentanter fra lokalområdet. Det er skovrådets opgave at komme med input til, hvordan skoven skal tilrettelægges, så den skaber mest mulig glæde og gavn for de besøgende via eksempelvis publikumsfaciliteter, naturplejetiltag og arrangementer i skoven.