Nu kommer den klare, mere genanvendelige indpakning af kød i 365discount

Mange millioner årlige plast-emballager til kød bliver nemmere at genanvende.

Det sker, når 365discount nu skifter alle sine sorte emballager til kød ud med klare. Thomas Roland, CSR-chef i Coop, siger:

”Med skiftet sikrer vi, at plasten i højere grad bliver genanvendt. I dag er det sådan, at mange sorteringsanlæg ikke kan sortere den sorte plastemballage til genanvendelse med den teknologi, de har til rådighed. Derfor styrker vi den cirkulære økonomi og sikrer en markant højere genanvendelse af kødbakker og anden plastemballage af kød.”

Det drejer sig om en udfasning af 1.012 tons sort emballage årligt, der fremover kommer som klar plast. Udfasningen omfatter alle de varer, som Coop, Hilton Food Group og kyllingeproducenten HKScan emballerer, hvilket udgør alle Coops egne mærker og langt hovedparten af kødsortimentet i Coops kølediske. Det forventes, at Coop er i mål med udfasningen til april, men allerede i slutningen af januar, har Coop halveret antallet af sorte bakker med 50 procent.

Hos Plastindustrien er der ros til Coop for at udfase de sorte kødbakker. Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien, siger:

”Vi ved, at plast i transparente farver er et betydeligt bedre valg, hvis plasten skal genanvendes, fordi sorteringsanlæggene har vanskeligere ved at frasortere den sorte plast. Det har vi blandt andet beskrevet i vores nyeste designguide for plastemballager. Hos Plastindustrien er vi derfor meget positive over for Coops beslutning.”

Yderligere information: CSR-chef i Coop, Thomas Roland, 3091 9242